Fjerde del af historien om Bo og Kristina, ledere og grundlæggere af Viking Software
Der er ingen tvivl om, at Bo og Kristina er en sammentømret enhed, der fungerer absolut bedst som team. Men det betyder naturligvis ikke, at de ikke har hver deres tilgang til ledelse, som de har tillært sig igennem egne erfaringer, uddannelse og ved at observere andre ledere.
Som nævnt har Bo i høj grad den udadvendte rolle, og det er derfor ikke overraskende at hans ledelsesstil bærer meget præg af intuitive handlinger. Han har taget en MBA og har læst masser af ledelsesbøger, men ”når jeg er på tomandshånd med en medarbejder, så er der ikke noget ledelseskursus der kan fortælle dig, hvordan du gør det rigtigt”, siger han. Han har dog igennem sine år som leder trukket en del på andres erfaringer, som han især bruger som retningslinjer for hvordan han IKKE vil være som leder. ”Jeg kan komme med især tre eksempler på ledelse, jeg har oplevet, som jeg har lært fra og aldrig vil fange mig selv i at gøre:
1. EKSKLUSION – i en af mine første stillinger var jeg en del af det internationale team for en virksomhed beliggende i London, og det gik mig virkelig på at det kun var de 40% af de ansatte, der sad på hovedkontoret, der var involveret i beslutningerne, mens vi andre bare skulle gøre hvad der blev sagt. Det har jeg sværget aldrig kommer til at ske i Viking Software; vores udvikler i Bulgarien er lige så vigtig som vores kollegaer der sidder på kontor sammen med os.
2. WORK-LIFE-BALANCE – Jeg talte engang med en mand der ejede et advokatfirma. Han beklagede sig over, at man nu til dags ikke kan forvente 24 timers tilgængelighed fra advokaterne, som man kunne før i tiden, men nu vil de have 8-16 jobs ligesom alle andre. Selvom vores situation er anderledes, bekræftede det mig alligevel i vores beslutning om at insistere på vores medarbejderes fritid. Vi vil hellere have folk der er glade i 20 år, end folk der presser sig selv så hårdt at de går ned efter 5 år.
3. MICRO-MANAGEMENT – Jeg har set og oplevet flere chefer der hænger over deres medarbejdere, og det kan jeg simpelthen ikke fordrage. Vi stoler på at vi har ansat dygtige medarbejdere, og så må vi også give dem plads til at være dygtige. Det sagt kan jeg godt nogle gange bekymre mig om, om vi burde micro-manage en smule mere, for nogle gange har medarbejdere jo brug for en chef der holder dem lidt i hånden. Det er bare en balance, vi stadig er ved at finde.
Heldigvis er Kristina helt enig, så det er nogle af grundstenene i vores måde at lede på.”
Generelt føler Bo at rollen som leder falder ham ret naturligt. Selvfølgelig kommer han nogle gange i situationer med sine medarbejdere, hvor han gerne ville have formuleret sig anderledes, og han kan absolut ikke fordrage når det er nødvendigt at afskedige folk. Men han er blevet meget bedre igennem årene til at kommunikere og tage de vigtige snakke, så han føler at han nu står som den type leder, han både gerne vil være og gerne ville have haft, og det er det vigtigste for ham.
Selvom Kristina også arbejder med en ret intuitiv ledelsesstil, har hun gjort sig nogle flere tanker om den faglige side af ledelse, og har da også for nylig været på et ledelseskursus. Især er hun bevidst om hvor mange tråde hendes daglige arbejde trækker til hendes pædagoguddannelse. For eksempel er hendes primære fokus trivsel, fordi hun tror på at folk der trives performer bedst. ”Pædagog-faget er jo bare en del af mig,” forklarer hun. ”Så det er jo både bevidst og ubevidst at jeg fører min uddannelse med videre i min rolle som leder.”
En vigtig del af Viking Software, og på nogle områder også et smertenspunkt, er den store gruppe dygtige, udenlandske udviklere, der skal føle sig inkluderet på tværs af landegrænser. Det er derfor også en af Kristinas opgaver at tjekke ind regelmæssigt med alle hendes ansatte, selv dem hun kun møder et par gange årligt.
”Man skal bare være så vågen, når man ikke har dem på nært hold på daglig basis. Holde øje med hvor aktive de er på vores fælleschat, holde sig tilgængelig så de ved at man er der for dem når de har brug for en snak, og navigere i de kulturelle forskelle, der gør, at nogle ikke er vant til at have chefen så tæt på, som vi gerne vil være. Somme tider er det dem selv der tager fat i mig, andre gange kan det være at en af deres kollegaer lige giver mig et praj om, at der nok er ugler i mosen. Og så har jeg også bare måttet acceptere, at nogen aldrig lukker op, og at det også er okay,” fortæller Kristina.
Bo og Kristina er ikke blot ledere; de er iværksættere, partnere, og mest af alt, mennesker. Deres tilgang til ledelse og virksomhedsdrift er ikke kun formet af deres faglige baggrunde, men også af deres personlige livsfilosofier. De udgør hjertet i Viking Software, en virksomhed der ikke kun måles på sin tekniske ekspertise, men også på sit menneskelige overskud.
Gennem årene har de vist, at det er muligt at kombinere forretningsmæssig succes med et stærkt fokus på medarbejdernes trivsel og personlige udvikling. De har opbygget en kultur, hvor fællesskab, mesterskab, og partnerskab ikke er tomme ord, men kerneværdier der leves ud hver eneste dag.
Som vi har set, er Viking Software meget mere end bare en arbejdsplads; det er et fællesskab drevet af en vision om at gøre verden lidt bedre, én linje kode af gangen. Og i centrum for det hele står Bo og Kristina, to mennesker der, med hjerte, hjerne og hårdt arbejde, viser at god ledelse handler om meget mere end bundlinjen.