Første del af historien om Bo and Kristina, ledere og grundlæggere af Viking Software.
Længe før der var et Viking Software, var der Bo og Kristina – gymnasiekærester og derefter ægtepar med 3 børn, med hver deres karrierevej foran dem. Hvor Bo havde valgt den tekniske rute, vi stadig ser ham følge efter 30 års uændret entusiasme, tog Kristina en vej der matchede hendes livslange passion for mennesket og trivsel perfekt og blev pædagog.
For Kristina viste det sig dog at karrieren som pædagog ikke var det rigtige for hende i det lange løb. ”På det tidspunkt var der et behov oppefra om mere regulering og, ærligt talt, mere bureaukrati,” mindes Kristina. ”Det krævede en masse ressourcer, og dem måtte jeg jo trække fra tiden med børnene, og jeg blev bare så træt og irriteret over, at jeg skulle bruge min tid på at lave rapporter i stedet for rent faktisk at lave et stykke pædagogisk arbejde.” Hun var derfor åben for en karrieremæssig ændring, da Bo kom med et spændende forslag.
For mens Bo stadig elskede sit fag, havde han igennem flere stillinger i forskellige virksomheder udviklet en drøm om at blive sin egen chef. Så med blod på tanden fra et job ved en større virksomhed med fokus på Qt udvikling, startede han i 2004 sin første virksomhed, Thorsen Consulting. I et par år kørte virksomheden strålende, og havde endda et par konsulenter ansat. ”En dag tog en af mine ansatte fat i mig og sagde, at jeg var for stresset,” fortæller Bo. ”Han kunne se at jeg havde for meget om ørerne, og han var bekymret for mig. Og det måtte jeg jo give ham ret i, så den aften spurgte jeg Kristina, om hun havde lyst til at komme over og tage sig af alt det administrative.” Og det var sådan samarbejdet mellem Hr. og Fru Thorsen for alvor begyndte, da Kristina sagde ja til at blive kontorchef i Thorsen Consulting.
Der gik dog ikke længe før samarbejdet måtte pauses for en stund: I 2008 ramte finanskrisen, hvilket brat bremsede samarbejdet med nogle centrale amerikanske kunder, og Thorsen Consulting gik konkurs. Bo tog noget freelancearbejde for at få det til at køre rundt, mens Kristina tog et smut tilbage til pædagog-jobbet.
Men drømmen om at gå selvstændig var ikke død, og efter den korte pause startede parret en ny virksomhed ved navnet Fionia Software. Bo fortæller: ”Jeg syntes ikke rigtigt, at jeg havde det drive, der skulle til for at komme videre, længere. Vi fik godt nok et par udmærkede projekter, og vi fik også ansat en enkelt en på deltid. Men vi kom ikke rigtig nogen vegne, og jeg gad ikke at være i det alene.” De tog derfor i 2013 imod udfordringen, da et stort Qt udviklingshus tilbød dem at opstarte en europæisk afdeling for dem.
At have chefer igen mindede dog Bo og Kristina om, hvorfor de ville være selvstændige til at starte med. De savnede fleksibiliteten og beslutningskræfterne, og følte sig mere økonomisk sikrede men bundne. De tog en snak med deres leder, som var graciøs nok til at løse dem fra klausulen i deres kontrakt om ikke at arbejde med Qt i en længere periode.
I stedet for at starte en af deres gamle virksomheder op igen, valgte de at starte på en frisk og oprettede i 2014 virksomheden Viking Software. Det startede lidt småt og forsigtigt med nogle freelance kontrakter til Bo, der på det tidspunkt var eneste udvikler i virksomheden. En af de freelance kontrakter var hos Leica Geosystems i Odense, så da de fik et behov for hjælp til et større projekt, gik ordren til Viking Software. Det betød at de i 2015 endelig kunne begynde at ansætte flere udviklere, og Viking Software blev det udviklerhus, vi kender i dag.